Inflationen måler, hvor meget dyrere en række varer og tjenesteydelser er blevet i løbet af en bestemt periode, normalt et år.
Det er måske et af de mest velkendte ord inden for økonomi. Inflation har kastet lande ud i lange perioder med ustabilitet. Centralbankfolk stræber ofte efter at blive kendt som “inflationshøge”.
Politikere har vundet valg med løfter om at bekæmpe inflationen, blot for at miste magten efter at have undladt at gøre det. Inflationen blev endda erklæret for offentlig fjende nr. 1 i USA – af præsident Gerald Ford i 1974.
Hvad er inflation så, og hvorfor er den så vigtig?
Inflation er prisstigningstakten i en given periode. Inflation er typisk et bredt mål, f.eks. den generelle prisstigning eller stigningen i leveomkostningerne i et land. Men den kan også være mere snævert beregnet – for visse varer, f.eks. fødevarer, eller for tjenesteydelser, f.eks. en frisør. Uanset sammenhængen angiver inflationen, hvor meget dyrere det relevante sæt af varer og/eller tjenesteydelser er blevet i løbet af en bestemt periode, oftest et år.
Det kan gøre det endnu sværere at få pengene til at række hele måneden. Lån penge hurtigt hvis der pludselig opstår en uforudset udgift.
Måling af inflation
Forbrugernes leveomkostninger afhænger af priserne på mange varer og tjenesteydelser og deres andel af husholdningsbudgettet. For at måle gennemsnitsforbrugerens leveomkostninger gennemfører offentlige myndigheder husstandsundersøgelser for at identificere en kurv af almindeligt indkøbte varer og følge omkostningerne ved at købe denne kurv over tid. (Boligudgifter, herunder husleje og realkreditlån, udgør den største del af forbrugerkurven i USA).
Omkostningerne ved denne kurv på et givet tidspunkt udtrykt i forhold til et basisår er forbrugerprisindekset (CPI), og den procentvise ændring i CPI over en bestemt periode er forbrugerprisinflationen, som er det mest anvendte mål for inflation. (Hvis f.eks. basisårets forbrugerprisindeks er 100 og det aktuelle forbrugerprisindeks er 110, er inflationen 10 % i perioden).
Kerneforbrugerinflationen fokuserer på de underliggende og vedvarende tendenser i inflationen ved at udelukke priser fastsat af regeringen og de mere volatile priser på produkter, såsom fødevarer og energi, der er mest påvirket af sæsonbestemte faktorer eller midlertidige forsyningsforhold. Kerneinflationen overvåges også nøje af de politiske beslutningstagere. Beregning af en samlet inflationsrate – f.eks. for et land og ikke kun for forbrugerne – kræver et indeks med bredere dækning, f.eks. BNP-deflatoren.
KPI-kurven holdes for det meste konstant over tid af hensyn til konsistensen, men justeres lejlighedsvis for at afspejle ændrede forbrugsmønstre – f.eks. for at medtage nye højteknologiske varer og for at erstatte varer, der ikke længere købes i stor stil. Fordi den viser, hvordan priserne i gennemsnit ændrer sig over tid for alt, hvad der produceres i en økonomi, varierer indholdet af BNP-deflatoren hvert år og er mere aktuelt end den for det meste faste CPI-kurv. På den anden side omfatter deflatoren også ikke-forbrugsvarer (f.eks. militærudgifter) og er derfor ikke et godt mål for leveomkostningerne.
Det gode og det dårlige
I det omfang husholdningernes nominelle indkomst, som de modtager i løbende penge, ikke stiger lige så meget som priserne, er de dårligere stillet, fordi de har råd til at købe mindre. Med andre ord falder deres købekraft eller reale inflationsjusterede indkomst. Realindkomsten er en indikator for levestandarden. Når realindkomsten stiger, stiger levestandarden også og omvendt.
I virkeligheden ændrer priserne sig i forskellige tempi. Nogle, som f.eks. priserne på handlede varer, ændres hver dag, mens andre, som f.eks. lønninger, der er fastsat i kontrakter, er længere tid om at tilpasse sig (eller er “ustabile”, som det hedder i økonomisk sprogbrug). I et inflationært miljø reducerer ujævnt stigende priser uundgåeligt nogle forbrugeres købekraft, og denne udhuling af den reelle indkomst er den største enkeltstående omkostning ved inflation.
Inflation kan også forvride købekraften over tid for modtagere og betalere af faste renter. Tag f.eks. pensionister, der modtager en fast årlig stigning på 5 % i deres pension. Hvis inflationen er højere end 5 %, falder pensionistens købekraft. På den anden side ville en låntager, der betaler et fastforrentet lån på 5 %, drage fordel af en inflation på 5 %, fordi realrenten (den nominelle rente minus inflationen) ville være nul; det ville være endnu lettere at betale afdrag på denne gæld, hvis inflationen var højere, så længe låntagerens indkomst følger med inflationen. Långiverens reale indkomst lider naturligvis under dette. I det omfang inflationen ikke er indregnet i de nominelle rentesatser, vinder nogle og taber nogle købekraft.
Faktisk har mange lande kæmpet med høj inflation – og i nogle tilfælde hyperinflation, 1.000 procent eller mere om året. I 2008 oplevede Zimbabwe et af de værste tilfælde af hyperinflation nogensinde med en anslået årlig inflation på et tidspunkt på 500 milliarder procent. Sådanne høje inflationsniveauer har været katastrofale, og landene har været nødt til at træffe vanskelige og smertefulde politiske foranstaltninger for at bringe inflationen tilbage på et rimeligt niveau, nogle gange ved at opgive deres nationale valuta, som Zimbabwe har gjort det.
Selv om høj inflation skader en økonomi, er deflation, eller faldende priser, heller ikke ønskværdigt. Når priserne falder, udskyder forbrugerne deres indkøb, hvis de kan, i forventning om lavere priser i fremtiden. For økonomien betyder dette mindre økonomisk aktivitet, mindre indkomst fra producenterne og lavere økonomisk vækst. Japan er et land med en lang periode med næsten ingen økonomisk vækst, hovedsagelig på grund af deflation. For at forhindre deflation under den globale finanskrise, der begyndte i 2007, var en af grundene til, at den amerikanske centralbank Federal Reserve og andre centralbanker rundt om i verden holdt renten lav i en længere periode og har indført andre pengepolitikker for at sikre, at de finansielle systemer har masser af likviditet.
De fleste økonomer mener nu, at en lav, stabil og – vigtigst af alt – forudsigelig inflation er godt for en økonomi. Hvis inflationen er lav og forudsigelig, er det lettere at indfange den i prisjusteringskontrakter og rentesatser, hvilket mindsker dens forvridende virkning. Desuden giver viden om, at priserne vil være lidt højere i fremtiden, forbrugerne et incitament til at foretage indkøb tidligere, hvilket stimulerer den økonomiske aktivitet. Mange centralbankfolk har gjort det til deres primære politiske mål at fastholde en lav og stabil inflation, en politik, der kaldes inflationsmålsætning.
Hvad skaber inflation?
Langvarige episoder med høj inflation er ofte et resultat af en slap pengepolitik. Hvis pengemængden vokser for meget i forhold til en økonomis størrelse, mindskes valutaens enhedsværdi; med andre ord falder dens købekraft, og priserne stiger. Dette forhold mellem pengemængden og økonomiens størrelse kaldes pengemængdeteorien og er en af de ældste hypoteser i økonomien.
Pres på økonomiens udbuds- eller efterspørgselsside kan også være inflationsfremmende. Udbudschok, der forstyrrer produktionen, f.eks. naturkatastrofer, eller som øger produktionsomkostningerne, f.eks. høje oliepriser, kan reducere det samlede udbud og føre til “cost-push”-inflation, hvor prisstigningerne skyldes en forstyrrelse af udbuddet. Fødevare- og brændstofinflationen i 2008 var et sådant tilfælde for den globale økonomi – stærkt stigende fødevare- og brændstofpriser blev overført fra land til land via handelen.
Omvendt kan efterspørgselsstød, f.eks. et aktiemarkedsrally, eller ekspansive politikker, f.eks. når en centralbank sænker renten eller en regering øger udgifterne, midlertidigt øge den samlede efterspørgsel og den økonomiske vækst. Hvis denne stigning i efterspørgslen imidlertid overstiger en økonomis produktionskapacitet, afspejles det deraf følgende pres på ressourcerne i en “efterspørgselsdrevet” inflation. De politiske beslutningstagere skal finde den rette balance mellem at øge efterspørgslen og væksten, når det er nødvendigt, uden at overstimulere økonomien og forårsage inflation.
Forventninger spiller også en vigtig rolle for inflationen. Hvis folk eller virksomheder forventer højere priser, indarbejder de disse forventninger i lønforhandlinger og kontraktmæssige prisjusteringer (f.eks. automatiske huslejestigninger). Denne adfærd bestemmer til dels den næste periodes inflation; når kontrakterne først er gennemført, og lønningerne eller priserne stiger som aftalt, bliver forventningerne selvopfyldende. Og i det omfang, at folk baserer deres forventninger på den seneste tid, vil inflationen følge lignende mønstre over tid, hvilket resulterer i inflationsinerti.
Hvordan de politiske beslutningstagere håndterer inflationen
Det rette sæt af inflationsbekæmpende politikker, dvs. politikker, der har til formål at reducere inflationen, afhænger af årsagerne til inflationen. Hvis økonomien er blevet overophedet, kan centralbankerne – hvis de er forpligtet til at sikre prisstabilitet – gennemføre kontraktionspolitikker, der dæmper den samlede efterspørgsel, normalt ved at hæve renten. Nogle centralbanker har med varierende succes valgt at indføre monetær disciplin ved at fastsætte valutakursen, dvs. at binde værdien af deres valuta til værdien af en anden valuta og dermed deres pengepolitik til et andet lands valutakurs. Men når inflationen er drevet af den globale snarere end den indenlandske udvikling, hjælper sådanne politikker måske ikke. I 2008, da inflationen steg over hele verden på grund af høje fødevare- og brændstofpriser, lod mange lande de høje globale priser smitte af på den indenlandske økonomi. I nogle tilfælde kan regeringen fastsætte priserne direkte (som nogle gjorde i 2008 for at forhindre, at de høje fødevare- og brændstofpriser blev overvæltet).
Sådanne administrative prisfastsættelsesforanstaltninger resulterer normalt i, at regeringen får store subsidieregninger for at kompensere producenterne for indkomsttab.
Centralbankfolk stoler i stigende grad på deres evne til at påvirke inflationsforventningerne som et værktøj til at reducere inflationen. De politiske beslutningstagere meddeler, at de har til hensigt at holde den økonomiske aktivitet midlertidigt lavt for at nedbringe inflationen i håb om at påvirke forventningerne og kontrakternes indbyggede inflationskomponent. Jo større troværdighed centralbankerne har, jo større indflydelse har deres udtalelser på inflationsforventningerne.