Wednesday, April 24th, 2024

Tre sjove spil til sommerhaven

Langt de fleste af os danskere ønsker os en varm og solrig sommer. Med masser af varme solskinstimer er der også mulighed for at få spillet en masse underholdende spil i villahaver landet over. Her får du 3 forslag til gode spil til haven.

Stangtennis er fantastisk og stadig en klassiker

Er du barn af 80’erne, så kender du uden tvivl stangtennis. En tennisbold i en snor, der er sat fast i et gevind i en pind, som står i græsset. Og så to tennisketcher lignende bat. Måske ligner de endda mere et padelbat end en tennisketcher. Men i 80’erne var der ikke mange danskere der anede at der fandtes en sport der hed padel.

Men tilbage til stangtennis’en. Spillet kræver to deltagere og så spiller man ”hver sin vej”. Den ene med urets retning og den anden mod urets retning. Vinderen er den som får bolden enten helt i bund eller helt i top i gevindet.

Stigegolf: et nyere spil

De senere år er et havespil som stigegolf blevet meget populært, men lad os tage advarslen først: Stigegolf har ikke en dyt med golf at gøre!

Navnet stigegolf kommer formentlig af at det man kaster med, er to trækugler forbundet af en snor. Disse trækugler minder i størrelse om golfbolde. Hver spiller har tre sæt kugler og man skal så kaste dem et sæt ad gangen mod et stativ, der minder om en stige. Stativet har to lodrette stivere og så tre pinde på tværs. Det går så ud på at få sine trækugler til at sno sig om pindene og blive hængende. Spillet er super sjovt og sværere end man lige skulle tro.

Ringspil: præcision frem for alt

Det sidste havespil er lige som stangtennis en rigtig klassiker. Ringspillet som i den traditionelle udgave består af to pinde udformet som et kryds. I hver spids og i midten af krydset stikker der så en pind op. Til spillet hører også nogle ringe. Ringene skal så kastes mod pindene og blive ”hængende på”. Simpelt og sjovt på samme tid.

Nu mangler vi bare at sommeren og ferietiden melder sig for alvor. God sommer herfra!